Brugernavn:
Adgangskode:
Ny bruger
Det 25 år gamle plejehjem Stensvang i Bredsten ser ud til at slippe for at blive lukket.
Det 25 år gamle plejehjem Stensvang i Bredsten ser ud til at slippe for at blive lukket.
Stensvang synes reddet
Opdateret: 3. maj 2006 kl. 17:16
Det 25 år gamle plejehjem Stensvang i Bredsten ser ud til at slippe for at blive lukket. I stedet forventes en udbygning, der øger antallet af pladser fra 23 til 32.
Dertil kommer 25 ældreboliger, der ligger i forbindelse med plejehjemmet.

Stensvangs Venner har eksisteret lige så længe som hjemmet og tager sig af en masse ting, som personalet ikke har tid til.

De arrangerer og hjælper til ved fester, de sørger for underholdende og festlige sammenkomster hver anden uge. De plejer den vigtige kontakt mellem plejehjemmet og det øvrige lokalsamfund, til gavn for begge parter.

Bekymring i Bredsten
Men på det seneste har vennerne været bekymrede. Det skyldes de vedholdende rygter om, at der er planer om at nedlægge Stensvang.

- Det ville være en katastrofe. Hvor skulle man gøre af de ca. 50 beboere, for mange af dem i ældreboligerne vil ikke kunne bor der, hvis ikke plejehjemmet er nærmeste nabo. Mellem Vejle og Billund er der ikke andre plejehjem. Desuden har Stensvang stor betydning for hele lokalsamfundet, det er en meget betydningsfuld faktor for Dagli'Brugsen, som er Bredstens eneste dagligvarebutik. Dermed må det være klart, at det er en sag, som vedrører alle i byen, mener Sinne Bruun og Ellen Møller fra Stensvangs Venner.

Sinne Bruun var beskæftigelsesleder på Stensvang de første år, det eksisterede, men stillingen blev sparet væk.

Hendes interesse for stedet var imidlertid usvækket, så det var en selvfølge for hende at bevare forbindelsen ved at blive én af »Stensvangs Venner«.

Ellen Møller er kendt over hele landet som kostspecialist og kogebogsforfatter. Trods travlhed på dette område finder hun tid til at tage del i dette arbejde, som hun finder uhyre vigtigt.

Egtved Kommunes Social- og Sundhedsudvalg drøftede Stensvang på mødet mandag, og formanden for udvalget, Else Iversen (V), har fuld forståelse for bekymringen i Bredsten.

- Der har været delte meninger i arbejdsgruppen af embedsmænd, der har set på plejehjemmene. Et synspunkt var, at hjemmene skulle ligge decentralt som nu. Et andet synspunkt var, at plejepladserne skulle samles i centerbyerne, forklarer Else Iversen.

10. maj kommer der en pejling fra Ny Vejle om, hvordan fremtiden ser ud. Men indstillingen fra arbejdsgruppen er altså blevet, at der skal ske en udvidelse af plejehjemmet i Bredsten.

Arbejdstilsyn presser på
- Den formelle beslutning om Stensvangs fremtid træffes først 28. juni af sammenlægningsudvalget i Ny Vejle. Jeg tror på, at vi efter pejlingen den 10. maj tager chancen og sætter planlægningen i gang. Det begynder at haste, da vi skal have en ombygning klar inden udgangen af 2007 for at opfylde krav fra Arbejdstilsynet, forklarer Else Iversen.

Hun forestiller sig, at der først opføres 20 nye boliger, og at de eksisterende derefter ombygges til 12 renoverede boliger.

Kommunen har sat fire millioner kroner af til indskud og fællesarealer, mens der satses på, at selve boligerne opføres af et boligselskab efter samme model, som blev brugt på plejecenter Hejlskov i Egtved.

En overgang havde Egtved Kommune en ret lang venteliste på plejehjemspladser. Men i disse dage tages 10 nye boliger ved Hejlskovcentret i brug. Dermed er ventelisten nede på seks-syv personer, hvilket er acceptabelt.
Skrevet af: Leif Baun & Ruth Sørensen - Vejle Amts Folkeblad
 
Kalenderen
25. apr. - 28. apr.
Bredsten-Balle Seniorer AFLYSER turen til Bornholm 2...
26. april
Konfirmation kl. 10:30 i Bredsten kirke ved Mette Rousi...
Debat
Indkaldelse til borgermøde
Brandstationen reddet fra lukning
Vejle Kommune vil lukke Bredsten Brandstation !
Årsmøde mellem lokalsamfund og udvalg for Lokalsamfund og Nærdemokrati
Officielle flagdage 2013
Justitsministeriets oversigt over de officielle flagdage i 2013.
Attraktioner
Vejle Ådal byder på fantastisk natur og gode oplevelser.